TFF Associates & Themes Blog

Af Claus Kold

Claus Kold, TFF Associate

Reguleringerne af krigens vold finder man overordnet beskrevet i FN Pagten, Menneskerettighedserklæringerne og mere konkret i den Den Humanitære Folkeret, som består af fire konventioner og tre tillægsprotokoller.

Det er et område, hvor logik, politik og jura flyder sammen om at definere og forstå, hvad der sker på slagmarken. Retssubjektet i krig er ikke mennesker, men stater, der agerer politisk i et vilkårligt horisontalt forhold til andre stater. Stater fortolker omverden og handler på baggrund af forskellige kulturer, religioner, sprog, retstraditioner, økonomier og styreformer. Det kommer der mange misforståelser og konflikter ud af.
Problemet med disse reguleringer er – og det kommer næppe som nogen overraskelse – at de historisk sjældent overholdes. En del af krigens logik er, at hvis en stat er truet på livet, så kæmper den for sin overlevelse med de redskaber og våben, den har. Hvis den og dens ledere nedkæmpes og dør, er der jo alligevel ingen, der kan holde den ansvarlig for begåede grusomheder – ud over Gud, hvis denne da indgår i ligningen.

Der har, så længe krigen har eksisteret, både eksisteret forsøg på at legitimere og at begrænse krigens vold, for spørgsmålene hænger sammen.
Hvad angår legitimeringen af krig blev der især i forbindelse med ridderkorstogene opstillet regler, som skulle opfyldes for at en religiøs (kristen) krig kunne være retfærdig (jus ad bellum).

Just wars bestod af 5 principper, som skulle overholdes, hvis krig skulle være retfærdiggjort. Centrale principper er: at krigen skal være proportional med årsagen, have et klart formål, være opnåelig samt at ledelsen af den skal have legitimitet. Just wars danner stadig grundlag i krigens love, for FN’s princip om ‘responsibility to protect’, ligesom vi kan høre Obama henvise til dem, når han taler om krig.

Et af problemerne med ‘just wars’ (jus ad bellum) er at deres religiøst-ideologisk udgangspunkt gør dem umulige at stoppe. Noget Obama eller hans rådgivere tilsyneladende ikke er bekendt med. Det var først med Grotius’ arbejde under de Westphalske fredsforhandlinger, hvor han trak krigen væk fra en ‘jus ad bellum’ tænkning til en juridisk domineret ‘jus in bellum’ tænkning, at (religions)krigen kom under kontrol. Fra den Westphalske fred i 1648 og frem til afslutningen af 2. Verdenskrig har krigen været symmetrisk mellem stater, ledet af regeringer, udført af soldater med nummer – og civilbefolkningen havde forbud mod at blande sig.

På trods af disse reguleringer er antallet af civile dødsfald i krige kun steget, sådan at det i dag er mere sikkert at være soldat end civil. Krigens love er blevet brudt på alle sider i krig; især står bombningerne af civile tyske og japanske byer tilbage som utvetydige krigsforbrydelser – med og uden brug af a-våben.

I 1945 besluttede rystede og krigstrætte stater at etablere FN, og de skrev under på FN Pagten, der netop indledes med at beskrive ånden og formålet med samme organisation: “at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden”.

Med underskrivelsen af FN Pagten afskrev staterne sig fra fremover at gå i krig. Retten til krig blev ikke overgivet til FN’s sikkerhedsråd, som mange hævder. Krig blev forbudt. En simpel tekstsøgning i Pagten vil afsløre, at begrebet ‘krig’ kun forekommer i ovenstående indledning. FN Pagten taler efter den indledende afståelse af staternes ret til at føre krig om ‘magtanvendelse’, hvilket imidlertid ikke er det samme som ‘krig’. FN’s magtanvendelse har i praksis udfoldet sig som fredsoperationer, hvor FN trækker på den forpligtelse medlemsstaterne har til at stille militære bidrag til rådighed. Fredsoperationer har ikke noget separat kapitel i FN Pagten, men er nærmest en praksis. Der findes altså ikke i FN Pagten noget beskrevet mål for fredsoperationer, hvilket åbner for meget forskellige og vilkårlige fortolkninger om operationernes formål.

Dertil kommer, at den seneste generation af fredsoperationer, som noget nyt omfatter ‘robuste’ fredsoperationer, hvori våben tages i anvendelse, og derved får lighed med krig. Ligheden med krig svækker sammen med det manglende formål FN’s evne til at intervenere neutralt og til fremadrettet at opbygge sikkerhed. Ved siden af denne udvikling vedtog FN i 2005 principperne for ‘responsibility to protect’ (‘R2P’) ud fra et ønske om at beskytte civilbefolkningerne.

Uanset om man tror på principperne bag ‘just wars’ eller ej – når nu principperne bruges som begrundelse af både FN og Obama – så må man spørge, om de også overholdes, og kan overholdes? Ligeledes må man spørge, om der hersker, hvad der inden for national ret anses for afgørende fundamentalt, nemlig lighed for retten, uden hvilken ret ikke længere er ret, men snarere vilkårlig magt.

Proportionalitet: Verdenssamfundets ønske om at beskytte en civilbefolkning i krig – herunder mod giftgasangreb – er jo forståeligt, men kan man logisk tale om ‘beskyttelse’, når interventioner får form af ‘straffende’ raket-, fly- og droneangreb? Disse vil sandsynligvis dræbe lige så mange eller måske flere end dem, som blev dræbt ved giftgasangrebet. I sig selv vil det være en overtrædelse af kravet om proportionalitet, som man kan finde det i definitionen af ‘just wars’ og i ‘responsibility to protect’.

Opnåelighed: oprøret mod Assad har træk af frihedskrig. Et opgør med en arving af et diktatur. Det er blevet sagt, at “krige skaber stater og stater skaber krige.” Det blev sagt under indtryk af de symmetriske krige. Opgøret med Assad skulle altså teoretisk munde ud i en ny stat.
Efter 2. verdenskrigs ophør bestod krigene udenfor Europa først af befrielseskrige (1945-70), dernæst af borgerkrige (1960-90) for derpå at bestå af, hvad forskeren Mary Kaldor har kaldt ‘nye krige’ (1990-frem). Nye krige har visse ligheder med religionskrigene, og ser ligeledes ud til at være umulige at stoppe. Efter frihedskrigene og diktatorernes fald sås typisk en periode med borgerkrig, hvor befolkningerne gjorde deres regnskaber op, og hvor grupper søgte at sætte sig på magten og tvinge egen opfattelse af styreform igennem.

Opgøret med Assad finder dog sted på et tidspunkt, hvor en efterfølgende statsdannelse ser ud til at være umulig. Volden vil sandsynligvis glide direkte over i ‘ny krig’, dvs. langstrakt lavintensiv og diffus vold, hvor diverse ‘krigsherrer’ vil slå sig op i lokale områder på baggrund af slægt, tradition, religion, politisk tilhørsforhold eller simpel rå magt. Magtpositionen og den lokale lovgivning skal financieres, og bliver det med voldsydelser, smugling, handel med ulovlige varer, osv. De lokale områder vil internt være behersket af vilkårlig justits og overtrædelse af menneskerettighederne, og eksternt vil der forekomme konflikter, rivalisering og vold mellem krigsherrerne, se fx den vedvarende og vilkårlige vold i Irak, Afghanistan, Somalia og andre områder, hvor nye krige raser. Sikkerheden er ikke blevet bedre, tværtimod er volden mere udbredt og tættere på den enkelte civile, hvilket ikke var målet. En simpel bombeaktion møder mao. ikke kravet om ‘opnåelighed’.

Legitim ledelse: Hvis vi ser på princippet om legitimitet og ansvar, er spørgsmålet, hvad der skulle gøre USA/Obamas voldshandlinger så særligt retfærdige, at de kan gå udenom FN og sikkerhedsrådet? At USA er større? At USA har stærkere mere moderne våben (magt)? At USA dominerer politisk tænkning og gældende praksis? (tradition) At USA er overvejende kristent? (religion) At USA har våben som ikke endnu er omfattet af gældende konventioner? (økonomi og teknologi) Kort: nej. At USA er demokratisk da? (styreform) Er det demokratisk at bruge vold? Empirisk: ‘ja’; ideologisk: ‘nej’. Nej, demokrati er jo netop et forsøg på at komme væk fra vold som personlig og statslig handlingsregulering, og opnå en situation, hvor principper og argumenter vejer tungere end styrke og vold.

De principper, stater kræver af hinanden være gensidige, ellers er de netop ikke principper, men snarere udtryk for magt. Logikken, som den udspiller sig i forbindelse med borgerkrigen i Syrien, går nogenlunde således: fordi du – Assad – har brugt forfærdelige våben mod din befolkning, vil jeg – Obama – straffe dig ved at bruge forfærdelige lovlige våben mod dig, for dine våben er ulovlige. Spørgsmålet er imidlertid, om Obama uden vilkårlig dobbeltmoral kan klandre Assad for anvendelsen af gas? Lovene for krig peger bagud: langbuen, dum-dum patroner, gas og biologiske våben; men ikke fremad. Obamas brug af droner har anslået dræbt 4000 mennesker til dato. Et tal som er på højde med eller højere end gasangrebet i Syrien. Droner indgår endnu ikke i krigens love, men uret opleves typisk før lovgivning om, hvad der er ret.

Kemiske og biologiske våben er ulovlige, hovedsagelig på baggrund af erfaringerne fra 1. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig blev hovedsagelig atomare våben udviklet, på grund af deres større slagkraft. De kemiske og biologiske våben blev dog stadig udviklet, ud fra argumentet om, at stater skulle kunne svare med våben på samme eskalationstrin, som den en fjende havde brugt. Ellers ville der ikke være eskalationstrin melllem en håndgranat og et nukleart missil. Man talte om ABC våben under ét. Kemiske våben var billigere at fremstille, hvilket medførte at de også er blevet kaldt den fattige stats atomvåben.

Retfærdighed og retfærdiggørelse måles altid mod noget: principper, en orden, et formål, mens Obamas straffeoperation peger bagud og ind i en vilkårlig og målløs praksis, mere domineret af styrke end af ret. Og så er vi tilbage ved FN’s manglende formål for fredsoperationer, der er betegnende for at FN og verdenssamfundet ikke spørger sig selv om, hvad vi værdibaseret og principielt vil i stedet for fysisk med vold at bekæmpe, hvad vi ikke vil.

Når Obama henviser til principperne for ‘Just Wars’ og FN’s ‘R2P’ bør han som minimum bruge begreber og definitioner konsistent og selv overholde dem. Han gør ingen af delene, men fortsætter et magtspil, som er med til at undergrave legitimiteten for det FN, han paradoksalt nok selv henviser til.

Hvis vi nu prøver at kigge lidt ind i fremtiden, så eksisterer der mange styreformer, som ikke er demokratiske, og som ikke overholder basale menneskerettigheder. Skal alle disse i fremtiden væltes ved brug af vold? Brugen af vold er jo netop at tale det sprog, som demokratiet og FN vil væk fra. Og hvordan vil verdenssamfundet hjælpe, når sådanne styreformer givet forsøger at opretholde kontrollen? Med fordømmelser først og USA’s bombninger siden? Fysisk vold rettes mod ting og menneskers kroppe, og ikke mod de kulturelle, religiøse og politiske årsager til konflikterne. Volden i sig selv rummer ingen lærings- og løsningsdimensioner.

Hvad kan Assad og tilsvarende ledere fremadrettet udlede af straf og ‘det må du ikke’! Fx vil en bombning af Syrien svække det økonomisk, på infrastruktur, det vil skabe yderligere samfundsmæssig fragmentering og konflikt – uden overhovedet at pege konstruktivt fremad: hvordan og af hvem kan det nuværende eskalationstrin sænkes (læg mærke til bestræbelserne på at kommunikere, at bombeangrebene ikke går ud på at blande sig i borgerkrigen); hvem har hvilke konflikter med hinanden; hvordan og af hvem håndteres disse konflikttyper specifikt; hvordan løses de alvorlige og basale konflikter i det lange løb; hvilket Syrien ønsker vi? Hjælp hertil peger således fremad og på behovet for styrende principper, snarere end vilkårlig styrkebaseret vold.

I forhold til disse mange spørgsmål findes der allerede velbeskrevne, meget konkrete, underbyggede og brugbare erfaringer med, hvordan fredelige interventioner i kriser og konflikter kan finde sted med en tidshorisont på 2-6 måneder; erfaringer med forberedelse og træning til nye samlivsformer, som har en tidshorisont på 1-2 år; erfaringer med, hvordan samfund indgår i en aktiv og fredelig forandringsproces indenfor en tidsramme af 5-10 år; samt erfaringer med at arbejde på generelle ønskelige fremtider, som ligger ud over en 20 års horisont.

Hver af disse faser rummer forskellige niveauer for intervention: konkret sagsforhold (intervention), relation (træning), subsystem (social forandring) og system (værdier). Et sådant arbejde omfatter alle niveauer: fra lokale ledere, socialarbejdere over religiøse ledere, intellektuelle og NGO-ledere til politiske, militære og religiøse topledere. Detaljerede anvisninger er ganske få museklik væk; søgningen tager sekunder og udskriften blot minutter.

Det er på høje tid, at vores politikere slipper våbnene og påtager sig den opgave de er valgt til: både at kunne forhandle, mægle og forholde sig til og rumme kulturel, religiøs og politisk forskellighed, samt at skabe rammerne for globale principper for fredelige og værdige overgange fra fortidens mere traditionelle og autoritære styreformer til en række forskellige men tidssvarende.